OB

Her kan du læse om fodboldklubben OB. Læs bl.a. om historien bag Odense Boldklub, miraklet i Madrid, talentudvikling og stadion.

OB

Introduktion

I dag er der mange fodboldklubber rundt omkring i Danmark. Disse er inddelt i forskellige rækker. Landets bedste række er i dag Superligaen. Her spiller 14 hold hvert eneste år om en titel som danske mestre. En titel, der samtidig byder på internationale muligheder. Det er ofte de samme hold, der udgør størstedelen af tabellens deltagere.

Her finder vi blandt andet OB, der er Odenses eget fodboldhold. En traditionsrig klub, der har eksisteret i over 125 år. Her kan du læse meget mere om klubbens historie og meget andet. Vi fortæller dig også mere om OBs træner og OBs spillere i dag. Du får alle de informationer, du har brug for om klubben og det nuværende hold. Samtidig fortæller vi også mere om klubbens talentudvikling. Du kan altså læse om blandt andet:

  • OB og historien
  • Trænere og spillertrup
  • Talentudvikling i Odense
  • OBs stadion og billetsalg

Rigtig god læsefornøjelse.

Hvem er Odense Boldklub

I dag kender du dem nok som OB, der er forkortelsen for Odense Boldklub. Det startede som en cricketklub, men i dag er der plads til alle. Klubben er et fællesskab med fodbolden i centrum. De bygger en identitet på stærke relationer og en stolt historie, der binder amatører og professionelle sammen og lader tiden fortælle sin historie.

OB fortæller meget mere end bare en succeshistorie. Der er også tale om for små støvler, frosne baner og nogle heftige kriser undervejs. For ingen succes uden nedture. OB har en mission om at række ud mod fremtiden. De vil gerne skabe et fællesskab og et mod til at turde satse sammen med de andre. Derfor dyrker de fodbolden helt fra mikroput til den bedste række i Danmark.

OB spiller i hvidt og blåt. Trøjerne er beklædt med striber, og dette er også det, som OB er kendt for. Striberne har hængt ved hele vejen igennem og er derfor en stolt arv i klubben. Klubben skriver selv: ”Sammen For Klubben. For Byen. For Altid”

OB er altså en klub fyldt med traditioner, historie og fællesskab. Der er plads til alle niveauer på forskellige hold. I dag er klubben en stor en af slagsen, og de bakker samtidig op om samtlige hold på Fyn. På den måde samler de øens forskellige hold i ét stort fællesskab. Nedenfor vil vi fortælle meget mere om klubbens historie. Vi skal møde opture, nedture og store succeser.

Den lange historie om OB

Vi skal helt tilbage til 1887 for at løbe ind i klubbens første år. Den 12. juli 1887 blev klubben stiftet som en cricketklub. Dengang var det ikke fodbold, der var den største sport på græs. Derimod var cricket det helt store, og derfor blev OB oprettet. AaB var to år forinden kommet ind som en cricketklub, og nu var OB med. For at gøre historien nemmere for dig at overskue, har vi inddelt den i forskellige afsnit. Du finder følgende afsnit:

  • Fra begyndelsen til 1945
  • Fra 1945 til 1975
  • De gyldne år fra 1975 til 1991
  • 90’ernes store succeser
  • Fra 2000 til 2010
  • OB fra 2011 til i dag

Vi har gjort det nemt for dig at læse historien kronologisk og overskueligt. Du finder de vigtigste begivenheder i klubbens historie, så du kan følge med fra start til slut.

Fra begyndelsen og frem til 1945

OB blev som nævnt grundlagt tilbage i 1887. Den var en af de første sportsklubber sammen med blandt andet Brøndby, AGF og AaB. Allerede to år efter oprettelsen kommer både fodbold og tennis på programmet i Odense. Klubben skifter herefter navn til det nuværende navn, Odense Boldklub. Dengang lå klubben placeret i Munke Mose, der er beliggende i Odense.

Der går næsten 80 år, før klubben flytter til den nuværende placering i Ådalen, men det står ikke i vejen for succes. I 1893 får klubben sin egen grund i Munke Mose, og de begynder lige så stille at etablere et hold. Først i 1904 får de deres eget træningsanlæg.

I 1916 begynder OB at spille med de store muskler. Her vinder de provinsmesterskabet for første gang. Desværre bliver det ikke til en sejr i mesterskabet på landsplan. De taber denne finale med 3-9 til B 93. Vi skal helt hen til 1929, før der sker mere i OBs fodboldhistorie. I dette år spiller de om kvalifikation til den landsdækkende turnering, der er den første af sin slags. OB vinder over B1909 og kvalificerer sig.

Herefter løber Danmark ind i Anden Verdenskrig, der sætter en stopper for den danske fodbold. Dog ses 1941 som et lyspunkt i klubbens historie. OB spiller på hjemmebane mod Frem, hvilket er helt særligt under krigens tid. Dog ender OB med et nederlag. Allerede i 1942 bliver der spillet en landsholdskamp mod vores svenske naboer. Her debuterer Svend Jørgen Hansen, der er den første landsholdsspiller fra OB.

Fra 1945 til 1975

Efter Anden Verdenskrig begynder det igen at være tiden for fodbold i OB. De næste 30 år byder på meget blandede resultater hvert eneste år. Efter krigen bliver de forskellige rækker i dansk fodbold igen optaget. OB bliver placeret i tredje division, som på daværende tidspunkt var den tredjebedste liga. Allerede året efter kan OB se frem til oprykning til anden division som vindere af tredjedivision samme år. Svend Jørgen Hansen bliver en vigtig profil i kampen om oprykning.

Allerede året efter kan OB igen se frem til en oprykning som vindere af anden division. De steg altså til tops på to år. De efterfølgende år gør især Jørgen Leschly et stort indtryk, både nationalt og internationalt. I 1949 bliver han solgt til udlandet. Atalanta får fornøjelsen af den dygtige spiller, som fik kaldenavnet ’Det fynske uvejr’ i OB. Han stiger til tops og rykker til italienske Milan. Her bliver han den afgørende brik i kampen om mesterskabsspillet i 1954. Her sikrer han Milan en sejr og kommer dermed også selv på Europa-holdet.

I 1951 viser OB sig for alvor i første divisionen og tager de første medaljer med hjem til Munke Mose. OB ender på en andenplads og tager sølvet med hjem. De slår de hidtil mestre fra AB, der indtil da havde brilleret i første division i en årrække. Denne andenplads bliver desværre også en milepæl i OB for en årrække. Deres niveau falder, og der går lang tid før de kan tage medaljer igen.

I 1955 rykker holdet ned i anden division igen, og det tager dem to år, før de igen spiller sig i første division. I 1957 vinder de nemlig anden division endnu engang. Herefter rykker OB mellem første division og anden division flere gange. Først i 1975 formår de at forblive en del af den bedste række i Danmark.

I 1971 bliver dameafdelingen i OB stiftet. Dette bliver en helt ny start for Odense Boldklub, der ikke længere kun er en klub for mænd. Samtidig får herreholdet debut i Landspokalfinalen i 1974, der bliver starten på en gylden periode for holdet.

De gyldne år fra 1975 til 1991

Her løber vi ind i en periode, der ikke bliver kaldt for de gyldne år uden grund. Der er nemlig mange succesoplevelser og gode fortællinger fra denne periode i Odense Boldklub. Efter mange års op- og nedrykninger ender OB atter i første division i 1975. To år senere vinder de for første gang det danske mesterskab. Allan Hansen bliver samtidig årets spiller i den landsdækkende turnering.

Året efter er det tid til at præsentere OB for en international debut. Her spiller de sig nemlig i Europa Cup’en, hvor de møder Lokomotive Sofia. Desværre bliver det til et nederlag for OB, men de er nu en del af topfodbolden i Europa. Igen i 1981 kan Allan Hansen glæde sig over at blive årets spiller i den danske liga. Han vinder titlen på baggrund af en fantastisk præstation, og han ender som topscorer.

Allerede i 1982 vinder OB deres andet mesterskab i Danmark. Samtidig spiller damerne sig i Danmarksserien og har stor succes i denne periode. I 1983 vinder OB også pokalturneringen. De vinder med 3-0 over B1901 og har nu også denne titel med sig hjem til Munke Mose. Samme år får hele tre spillere fra OB debut på det danske landshold. Disse tre var:

  • Frank Clausen
  • Lars Høgh
  • Keld Bordinggaard

Vi springer frem til 1989, hvor holdet for tredje gang vinder det danske mesterskab. Det betyder altså tre sejre på under 15 år. Dette er et imponerende resultat for OB. I disse tider har OB nogle af de største talenter i dansk fodbold på holdet. Her finder vi blandt andet Lars Høgh, Johny Hansen og Per Pedersen. Damerne rykker videre op til første division og spiller nu med i toppen.

90’ernes store successer

Superligaen oprettes i 1991. OB vinder samme år pokalturneringen endnu en gang. Desværre spiller de sig ikke i den bedste liga før året efter. I 1993 vinder de igen pokalturneringen, og holdet rider på en guldbølge. Kvinderne er også med, da de rykker i Elitedivisionen, som er den bedste række for kvinder.

I 1994 skrives der historie i OB. De kvalificerer sig til anden runde af en af de europæiske klubturneringer. Dette er første gang i klubbens historie. De vinder i samme turnering over topholdet Real Madrid på udebane. Med hele 2-0 på udebane og en samlet sejr på 4-3 spiller holdet sig videre til kvartfinalerne. Desværre slutter den internationale succes for OB, da de taber til Parma AC i kvartfinalen. Til gengæld tager kvinderne medaljer med hjem dette år, hvor de vinder bronzemedaljer i kvindernes bedste liga.

I 1996 vinder OB bronze, og her er det Viggo Jensen, der står i spidsen for holdet. Året efter kvalificerer de sig igen til en international turnering, nemlig Intertoto Cup. Kvinderne vinder igen bronze. Der sker samtidig et trænerskifte, hvor Roald Poulsen overtager styringen. Desværre går det her ned ad bakke for OB. Holdet rykker ned i Faxe Kondi Divisionen, men rykker op igen året efter i 1999.

Sæsonen i Faxe Kondi Ligaen dette år bliver en stor succes. OB stryger direkte til tops og vinder sølv ved inde-DK og vinder samtidig landspokalen samme år. Kvinderne vinder for fjerde gang bronze og kan skrive tre år i streg med bronze til kvinder i historiebøgerne.

Fra 2000 til 2010

Vi skal nu til 00’erne. Superligaen er i fuld gang, og her oplever OB både op- og nedture. I det første år ender de som nummer ni i rækken. Samme år bliver det et farvel til Lars Høgh, der kan skrive hele 817 kampe for OB på kortet. Han bliver i stedet ny sportsdirektør i klubben. Kvinderne får derimod stor succes og vinder elitedivisionen for første gang nogensinde. De vinder det igen i 2001.

I 2002 kan OB fejre endnu en pokaltitel og endda den fjerde af slagsen. Året efter kvalificerer OB sig til en plads i UEFA Cuppen med en fjerdeplads i ligaen. Men vi skal helt frem til 2006, før holdet igen henter medaljer med hjem til Ådalen. Holdet ender som nummer tre og kan fejre en bronzemedalje. I 2007 spiller holdet sig helt til semifinalerne i Royal League og samtidig vinder de pokalturneringen over FC København på Danmarks største udebane.

I 2009 vinder OB igen medaljer, og denne gang bliver det til en andenplads i SAS Ligaen. Dette bliver deres bedste placering siden 1993. OB spiller sig videre fra første rundt i Europa League, men taber desværre næste kamp mod Genoa CFC. I 2010 kan de igen fejre en sølvmedalje i den danske liga.

OB fra 2011 til i dag

Det bliver til et hattrick i forhold til holdets medaljer i 2011. De vinder igen sølv, og det er for tredje gang i træk. 2012 kan klubben fejre et 125-års jubilæum, som byder på intet mindre end stor dramatik. Klubben ender på en 10. plads og undgår dermed nedrykning fra den bedste liga. Året efter ender de igen på en 10. plads, efter de har spillet med i nedrykningsspillet.

I 2015 overtager Kent Nielsen roret. Han stod i spidsen for AaBs The Double i 2014 og var derfor en meget populær træner. Dog imponerer hans resultater ikke, og OB ender i den nederste del af ligaen årene efter. I 2018 overtager Jakob Michelsen i stedet for efter en tur til det svenske nogle år forinden.

OB er altså en klub, hvor der har været store succeser for både herrerne og damerne. Her får du et samlet overblik over herrernes sejre gennem tiden:

Danmarksmesterskabet

3 x guld i 1977, 1982 og 1989

6 x sølv i 1951, 1983, 1993, 2009, 2010 og 2011

8 x bronze i 1916, 1919, 1953, 1958, 1979, 1980, 1996 og 2006

Pokalturneringen

5 x vinder i 1983, 1991, 1993, 2002 og 2007

1 x andenplads i 1974

Miraklet i Madrid

Særligt én begivenhed i OBs historie skiller sig ud. Vi skal tilbage til d. 6. december 1994. Her løber vi ind i dansk klubfodbolds absolut største triumf. OB var en del af UEFA Cup’en. De tabte første kamp på hjemmebane med 2-3 til Madrid. Derfor var det nødvendigt med en sejr på 2-0 for at kunne spille sig videre. Vi er stadigvæk i klubbens storhedstid, hvor de stillede med den stærkeste trup. Men til trods for dette mødte de et sandt stjernehold. Blandt andet med Michael Laudrup som central midtbane.

Selvom OB næsten er taberdømt fra start, går de på banen med en tro på en sejr. Og heldigvis for OB, så er Lars Høgh eminent i målet denne dag. Spillerne kæmper til det sidste, og pludselig kommer OB foran. Ulrik Pedersen gør det til 1-0. Men dette resultat var ikke tilstrækkeligt for OB.

I overtiden viser OB til gengæld sit værd. Michael Schjøenberg får bolden og rykker ned i venstre side. Han spiller en perfekt bold til Morten Bisgaard, der gør det til 2-0. Dette var et af de helt store øjeblikke i OBs historie og derfor også en af de store triumfer i dansk fodbold. De ender i en kvartfinale.

Nuværende spillertrup og trænerstab

I dag har klubben en spillertrup, der jævnligt oplever udskiftning. Hvert halve år er der åbent transfervindue, hvor det er muligt at købe og sælge spillere. På linket her kan du se den nuværende spillertrup og danne dig et overblik. Her kan du nemt danne dig et overblik. Spillerne er delt ind efter deres positioner som:

  • Målmand
  • Forsvar
  • Midtbane
  • Angreb

Trænerstaben består stadigvæk af Jakob Michelsen som cheftræner. Inden da var han træner i Hammarby IF og SønderjyskE. I SønderjyskE stod han i spidsen for holdet, da de løb med en andenplads i ligaen. Samtidig blev han kåret som årets træner i Danmark samme år. Desværre blev det ikke den store succes i Sverige, og han kom hurtigt tilbage til det danske. Han har kontrakt indtil juni 2021 i OB.

Henrik Hansen er assistenttræner for holdet sammen med Janus Blond. Sidstnævnte er også ansvarlig for holdets fysiske træning. Lars Bjerring står i spidsen for målmandstræningen. I dag er det ikke Lars Høgh, der er sportsdirektør. Jesper Hansen står i spidsen for OBs økonomi og beslutninger. Og så er Tonny Hermansen cheftræner for OBs talentafdeling. Den vil vi komme nærmere ind på senere.

Find OBs kampprogram, og køb billetter

OBs kamprogram er godt pakket hele året. Ofte vil der være en kamp hver eneste uge og i en periode sideløbende med pokalturneringen. Pokalturneringen spilles i forskellige runder. Spiller du dig videre, er du selvfølgelig videre til den næste. Jo længere du kommer, desto flere kampe skal du spille i denne turnering. OBs kampprogram kan du finde lige her. På den måde kan du se, hvornår du kan se din yndlingskamp.

Billetpriserne til kampene er bestemt ud fra, om du er barn eller voksen. Særligt for OB er muligheden for at købe en familiebillet. En familiebillet koster 249 kroner og gælder for to voksne og to børn. Børnene skal være under 14 år. De andre billetpriser er:

  • Barfoed Group Tribunen/Øvre C med nummereret plads koster 160 kroner for en voksen og 140 kroner for en pensionist.
  • Valgfri plads til nedre C/Familiezonen/stemningsområdet koster 140 kroner for en voksen og 120 kroner for en pensionist.
  • Børn under 14 år får billigere billetter.
  • Børn under tre år er gratis sammen med en voksen.

Der vil være et tillæg på 20 kroner, når der spilles kampe mod FC København eller Brøndby. Samtidig kan du spare 40 kroner, hvis du køber din billet i god tid. Du skal købe den senest 24 timer før kampstart. Lige her kan du købe din billet og spare pengene. Du kan også købe billet ved stadionet. Her kan du finde billetsalg ved hovedindgangen eller billetboden ved gæstesupporten. Disse åbner cirka to timer før kampstart.

Sæsonkort til Odense Stadion

Du kan også vælge at spare penge ved at investere i et sæsonkort. Her har du nogle forskellige muligheder. Først og fremmest finder du Odense 1887. Dette sæsonkort gælder til alle hjemmekampe og pokalkampe. Du får en valgfri plads på Richard Møller Nielsen og 3F Tribunen. Samtidig kan du komme med til præsentation af årets spillertrup. Du vil ligeledes få invitationer til eksklusive arrangementer i klubben. Du får også fordele, overraskelser og en række forskellige rabatter. Disse rabatter gælder til:

  • 10% i udvalgte Intersport-butikker
  • 20% rabat i Albani Fanzone i den første time efter portåbning
  • 15% på drikkevarer ved en af Bargroups barer
  • 10% på regningen på Restaurant H.C. By Meiers

Prisen er 699 kroner for en hel sæson.

Du kan også vælge den opgraderede version. Her finder du Premium, der byder på det samme som ovenstående. Du får i stedet for en nummereret plads på Barfoed Group Tribunen. Prisen er 1.499 kroner for en voksen og 899 kroner for et barn. Det er også muligt at købe et sæsonkort til børn. Dette er også til pladserne på Richard Møller Nielsen og 3F Tribunen. Prisen er 299 kroner og gælder for børn under 14 år.

OBs Akademi

OB sigter ikke kun efter nogle fantastiske spillere i Danmarks bedste række for seniorspillere. Allerede fra U-12 kan nye talenter få lov til at få professionel træning. OB har nemlig et akademi med fokus på talentudvikling i klubben. Her arbejdes der målrettet på at skabe nogle nye talenter i klubben. Missionen for denne afdeling er at optimere mulighederne for udvikling af dygtige spilleres talent. Samtidig vil de skabe et godt træningsmiljø. Her skal der være plads til, at den enkelte spiller kan udvikle sit fulde potentiale.

Denne afdeling har en række målsætninger. De lyder:

  • At udvikle spillere til klubbens Superligahold. Målet er at udvikle 1-2 spillere over en periode på tre år.
  • At udvikle salgbare spillere
  • At være repræsenteret i landets bedste rækker i aldersgruppen 14-19 år
  • At levere spillere til landets ungdomslandshold
  • At være repræsenteret i DBUs A+-projekt
  • At vinde de kampe og turneringer, vi deltager i

Men der er også tid til andet end fodbold for disse unge talenter. Der er nemlig etableret en række samarbejder med forskellige skoler. Der er fire skoler, hvor spillerne kan gå. Her vil skema og træning være koordineret, så eleverne kan nå det hele. De har derved mulighed for at deltage i seks ugentlige træninger med OB.

Hver måned vil talentchef og skoleansvarlig mødes med to af skolerne. Her taler de om spillernes trivsel og faglighed. På den måde sikres det, at spillerne får det hele med. Efter 9. klasse er der mulighed for at vælge frit mellem ungdomsuddannelserne. Nogle steder vil det være muligt at tage sin ungdomsuddannelse over fire år.

Sammen med Tonny Hermansen står Morten Panduro i spidsen for denne afdeling. Han arbejder som talentchef og spotter nogle af de store talenter. Samtidig er Mads Holm og Jesper Eriksen begge to børneudviklingstrænere.

OBs store stadion

OBs stadion blev indviet tilbage i 1941. Det er derfor et mange år gammelt stadion, der løbende er blevet renoveret. Der er fire forskellige tribuner på OB Stadion, der i dag har navnet Nature Energy Park:

  • Albani Tribunen med 2771 pladser. Her findes VIP-afdelingen
  • Richard Møller Nielsen Tribunen med 3496 pladser. I dag er der flere pladser her grundet flere ståpladser
  • Barfoed Group Tribunen med 2932 pladser
  • 3F Tribunen med 2932 pladser

Der er altså god plads til en masse tilskuere i Nature Energy Park. Tilbage i 2009 blev der slået rekord med antallet af tilskuere. Her besøgte hele 15.486 tilskuere OBs stadion. Kampen var mod FC København, hvor OB vandt 3-2.

Kigger vi tilbage på OBs hjemmebane, blev det i 1996 besluttet, at der skulle gennemføres en ombygning. Det var Odense Byråd, der stod bag denne beslutning. Gert Andersoon var arkitekt på projektet, og det stod klar et år seneste i september 1997. I 2004 blev der lagt varme ned i banen. Dette var et krav fra DBU, og derfor var det nødvendigt at gøre det. Først i 2005 blev der lavet plads til et VIP-område.

OB solgte rettighederne til Odense Stadion tilbage i sommeren 2005. Her blev hovedsponsoren Fionia Bank, der på den måde kunne sparke noget økonomisk kapital i Odense Boldklub. Dermed var det planen, at det skulle hedde det Fionia Park indtil 2014.

Desværre gik Fionia Bank konkurs under Finanskrisen i 2010, og Nordea overtog. Derfor måtte OB ud og finde en ny hovedsponsor. Nordea solgte navnerettighederne til TRE-FOR, der i dag hedder EWII. Indtil 2018 blev navnet på OBs stadion altså TRE-FOR Park. Fra juni 2018 overtog Nature Energy navnet, og i dag hedder OBs hjemmebane Nature Energy Park.

Besøg Odense Stadion

OBs stadion ligger placeret centralt i Odense. Det er derfor nemt for dig at komme og besøge parken til en hjemmebanekamp. Nature Energy Park ligger i det vestlige Odense. Her er der kort afstand til banegården og til motorvejen. Den eksakte adresse er:

Nature Energy Park

Højstrupvej 7B

5200 Odense V

Hvis du vælger at tage bilen til stadionet, kan du nemt parkere den ved Nature Energy Park. Der er gratis parkering på Rømersvej. Her er der kun få hundrede meter til parken, uanset hvilken retning du kommer fra. Kommer du med bil fra motorvejen fra øst via E20, skal du tage frakørsel 52. Herefter skal du flette ind på Assensvej.

Kommer du fra vest via E20, skal du tage afkørsel 53. Her skal du dreje til venstre ad Middelfartvej. Efterfølgende drejer du til venstre på Bystævnevej, til højre på Rømersvej og så til højre på Højstrupvej. Her finder du Nature Energy Park.

Du kan også tage toget til stadionet i Odense. Der er kun fire kilometer fra banegården, og du kan altid fange en taxa. Du kan også vælge at tage en bus fra banegården. Du kan altid holde dig opdateret på fynbus.dk. Her kan du se alle afgange til og fra stadionet.

OBs egen fanklub

Ethvert storhold har en fanklub. OB er ikke nogen undtagelse, og her finder du De Stribede. Her er der mulighed for at være en del af et fællesskab uden for banen sammen med mange andre fans. Fanklubben har sin egen bestyrelse og er særdeles organiseret. Der vil være mulighed for at blive medlem af denne fanklub og deltage i arrangementer. Der arrangeres blandt andet busture til udebanekampe, hvor alle kan køre sammen.

Samtidig gør de meget ud af at holde en god tone og at pointere, hvad god opførsel er. Der vil komme forskellige nyheder ud på siden og tilbud om at komme med til udebanekampe. Du kan nemt se prisen på den respektive bustur. Ofte er det billigere for unge under 16 år, og her skal du huske ID. Er du medlem af De Stribede, vil det også være billigere for dig at komme med.

OB fortæller historie, samler mennesker og spiller god fodbold

Du ved nu lidt mere om Odense Boldklubs historie, vision og mission. Det er en klub, der gerne vil samle mennesker om fodbold og fællesskab, og her er plads til alle. Både til de unge og til de gamle. OB arbejder samtidig på at skabe nogle dygtige talenter, der kan brillere i den bedste danske liga.

Bor du i Odense, og har du endnu ikke været på Nature Energy Park? Så er det med at komme afsted. Byens størrelse er også med til at skabe en helt unik stemning. For mange er det nemlig en tradition at komme forbi til hjemmebanekampene. På den måde kan du følge med i OBs historie lige nu og her og måske være med, når de skriver sig ind i dansk fodbolds historie endnu en gang.

Andre klubber

Læs her mere om Superligaen.

Læs her vores guides til andre danske klubber: